Hvem er Gunnar Sigfússon?
Jeg er født og opvokset i den lille landsby Laugar, i det Nord-Østlige Island. Min interesse for musik startede i en tidlig alder, og allerede som 8-årig begyndte jeg at spille trompet og synge i børnekor. Musikken har altid været en stor del af mit liv, og i 2013 besluttede jeg mig for at flytte til Danmark, for at udforske musikken endnu nærmere. Jeg studerede Musikvidenskab ved Aarhus Universitet i to år, hvor jeg modtog undervisning i fag som korledelse, sammenspilsledelse og arrangement. Efterfølgende startede jeg mit 5-årige uddannelsesforløb på Almen Musikpædagogik ved Det Jyske Musikkonservatorium med trompet som hovedinstrument. JEg afsluttede min uddannelse ved DJM i december 2020, og har siden arbejdet som freelance musiker på mange forskellige projekter. Dem kan du læse mere om andre steder her på siden.
|
Udover at spille trompet har jeg også stor passion for sang, især korsang. Jeg har siden 2015 sunget 2. bas i det anerkendte kor, Vocal Line, og synger desuden bas i kvintetten Umami Vocals. Jeg blev i 2018 udvalgt af professor Jim Daus Hjernøe til at medvirke i to koncerter med vokalist og improvisationsgeni Bobby McFerrin.
Jeg bor i Aarhus og bruger næsten al min tid på noget der har med musik at gøre. Jeg er passioneret omkring mine projekter, og gør altid en stor indsats for at sørge for at tingene kører optimalt. Som et par eksempler derpå har jeg siden 2021 ageret formand i orkestret Luftens Helte, og agerede næstformand i Vocal Line fra 2017-2019. Jeg engagerer mig altid 100% for mine projekter. |